Superligaklubben AaB kan ganske enkelt bare ikke vinde fodboldkampe. Til gengæld kan de ofte tabe. Søndag rykkede nedrykningsspøgelset endnu tættere på, da holdet tabte 1-3 ude til Viborg.
I de seneste 19 kampe på tværs af alle turneringer har AaB blot vundet en enkelt kamp.
Det er medvirkende til, at AaB ligger under nedrykningsstregen med to runder igen på dårligere målscore end Lyngby, der endda først spiller mandag mod Vejle og altså har spillet en kamp mindre.
Resultatet betød samtidig også, at Sønderjyske er sikret mindst endnu en sæson i Superligaen.
De første 45 minutter i Viborg var en lige affære. Det var mere lige, end det var underholdende.
Store chancer var en mangelvare, og ingen af målmændene måtte for alvor på overarbejde for at holde målet rent frem mod pausen.
Der var generelt for mange fejl pasningsspillet for begge hold, til at der kunne skabes store chancer.
Efter pausen skete der lidt mere omkring de to felter. Men det var en ellers helt ufarlig situation, der førte til det første mål. AaB-keeper Vincent Müller leverede en topkandidat til sæsonens største brøler.
Lars Kramer afleverede helt roligt tilbage til Müller, som på grotesk vis formåede at misse sin tæmning, så bolden trillede ind i eget net.
AaB kæmpede flot trods den kolde dukkert. Og midtvejs i anden halvleg fik man skabt nyt håb.
Mathias Jørgensen blev stukket i dybden. Han trak ind og lagde perfekt bolden mellem forsvar og målmand, så Nicklas Helenius kunne glide sit andet sæsonmål i kassen til udligning.
Set over hele kampen var Viborg dog det bedre hold på banen. Og et kvarter før tid tog man igen føringen.
Efter en udmærket periode var heldet også med viborgenserne, da bolden lidt tilfældigt havnede hos Thomas Jørgensen i helt fri position i feltet. Han omsatte sikkert chancen, og syv minutter senere faldt afgørelsen.
Et frisparksindlæg blev flot styret ind af Stipe Radic, og AaB formåede aldrig at komme i nærheden af et meget tiltrængt point.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk