På en af de værst tænkelige måder rykkede AaB søndag ud af Superligaen.
Frem mod slutningen førte nordjyderne 2-1 over Silkeborg IF i næstsidste runde i nedrykningsspillet og havde fortsat mulighed for at sikre overlevelse.
To Silkeborg-mål i de sidste minutter på Aalborg Portland Park betyder imidlertid, at AaB ikke længere kan indhente Vejle i tabellen.
Vejle vandt ude 1-0 over Viborg FF og har 28 point inden sidste spillerunde. AaB har 24.
Stemningen på tribunerne i Aalborg var helt tom, da Silkeborg-angriberen Tonni Adamsen i femte minuts tillægstid scorede sejrsmålet.
Fem minutter forinden havde Alexander Simmelhack bragt gæsterne på omgangshøjde.
Nordjyderne kunne ikke holde kadencen og må efter sommerferien nøjes med at spille fodbold i Danmarks næstbedste række.
Silkeborg var i kontrol indledningsvist i kampen, og efter godt 20 minutter forsøgte Jens Martin Gammelby sig fra distancen.
Bolden fløj snert forbi højre opstander.
Efter 36 minutter kom der gang i AaB, da holdet bragte sig foran på et selvmål af Silkeborgs Robin Østrøm.
Mathias Jørgensen smed kuglen på tværs ind i feltet, og så endte nordmanden med at rette bolden i eget net.
Der kom nordjysk malurt i bægeret kort før pausen, hvor værternes Kasper Jørgensen nedlagde Anders Klynge i feltet.
Efter videogennemgang pegede dommeren på pletten, og Tonni Adamsen var stensikker i sin eksekvering fra de 11 meter.
Jubelbrølet på nordjydernes hjemmebane kunne nærmest ikke blive højere, da Nicklas Helenius efter en times spil fuldendte en hurtig kontra.
Mathias Jørgensen stormede frem i højresiden og lagde bolden på tværs til Helenius, der prikkede bolden i netmaskerne.
Inden 2-1-scoringen var Silkeborg bedst, men AaB fik momentum af Helenius' mål og trykkede på, mens gæsterne havde svært ved at finde løsninger.
Med godt ti minutter tilbage slog Silkeborg imidlertid til på en kontra, og kun en god redning fra Vincent Müller holdt gæsterne fra at udligne.
I de sidste minutter gik det helt galt for AaB, da indskifteren Alexander Simmelhack først pandede Silkeborg på omgangshøjde.
Få sekunder før slutfløjtet fik Tonni Adamsen bolden i feltet og satte det sidste søm i kisten.
/ritzau/