Den danske fodboldspiller Albert Grønbæks nærmeste fodboldfremtid kommer til at udspille sig på italiensk grund.
Grønbæk skifter fra Rennes i Frankrig til italienske Genoa på en lejeaftale for den kommende sæson. Det oplyser Genoa på sin hjemmeside.
-Den danske landsholdsspiller, født i Risskov 23. maj 2001, ankommer på en lejeaftale indeholdende en købsoption og en købsforpligtelse, såfremt visse betingelser bliver opfyldt, skriver den italienske klub.
24-årige Grønbæk skiftede sidste sommer til franske Rennes på en aftale frem til 2029, men hurtigt stod det klart, at han ikke faldt til i klubben.
Ifølge Transfermarkt betalte den franske klub i omkring 112 millioner kroner for den dynamiske offensivspiller.
Allerede efter et halvt år blev han udlejet til Southampton, med hvem han var med til at rykke ud af Premier League for nylig. Og fremtiden ligger altså fortsat ikke i Rennes, der ejer ham.
Hos Genoa bliver han holdkammerat med landsmændene Morten Frendrup og Sebastian Otoa. Ifølge hjemmesiden kommer Grønbæk til at spille i trøje nummer 11.
På dansk grund spillede Albert Grønbæk hos AGF, før han tog til norske Bodø/Glimt og fik et stort gennembrud. Det var blandt andet med til at bane vej for landsholdsdebut tilbage i september.
Det er foreløbig blevet til seks A-landskampe og et enkelt mål, men han har endnu ikke været udtaget under Brian Riemers ledelse.
Genoa sluttede i den forgangne sæson på 13.-pladsen i Serie A.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk