Konkurrencen om pladsen som Brøndbys venstreback er fredag blevet større.
Fra hollandske Heerenveen ankommer således den 27-årige tysker Mats Köhlert, der har lavet en fire år lang kontrakt. Det skriver Brøndby på sin hjemmeside.
-Mats er en spiller, vi har fulgt tæt i lang tid. Han har haft en stærk sæson i Holland, hvor han også har høstet stor anerkendelse for sine præstationer.
-Vi ser ham som en spiller, der kan tilføre holdet fart, gennembrudskraft og en stærk mentalitet. Så vi mener alt i alt, at han passer godt til det udtryk, vi ønsker, og den kultur, vi har i Brøndby IF, siger fodbolddirektør Benjamin Schmedes.
Köhlert har tidligere været kantspiller, men er siden blevet rykket tilbage og fungerer ifølge sig selv bedst som enten offensiv back eller wingback.
-Jeg er en meget ambitiøs spiller, som gerne vil kæmpe med om pokaler og spille europæiske kampe, og det ser jeg som en reel mulighed her i Brøndby IF.
-Det er jo også derfor, man begynder at spille fodbold - det er for at kæmpe om noget. Det er dét, man drømmer om som barn, og her passer Brøndby IF's ambitioner med mine, siger Köhlert.
Brøndby har i øjeblikket blandt andre Marko Divkovic og Clement Bischoff som alternativer til backen eller wingbacken i venstre side.
Köhlert har ud over Heerenveen også været hos Willem II i Holland samt i hjemlandets Hamburger SV, hvor han dog fik beskedne tre førsteholdskampe.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk