Brøndby fortsætter med at have japansk islæt i truppen, selv om klubben tidligere på sommeren solgte profilen Yuito Suzuki.
Mandag formiddag har Brøndby nemlig præsenteret angriberen Kotaro Uchino, som kommer til klubben efter et ophold på University of Tsukuba i Japan.
Den 21-årige japaner var i foråret til prøvetræning i klubben, og han imponerede så meget, at han nu har underskrevet en kontrakt til 2029.
-Kotaro er et af de største japanske talenter på sin årgang og en meget spændende ung angriber, siger sportsdirektør Benjamin Schmedes til Brøndbys hjemmeside.
-Vi havde muligheden for at se ham an under hans prøvetræning tidligere i år, og her efterlod han et meget positivt indtryk.
-Han besidder nogle unikke individuelle kvaliteter som angriber, en stærk vilje til at udvikle sig, og så har han hovedet skruet godt på. Vi ser et stort potentiale i ham, som vi sammen håber at kunne forløse i de kommende år, siger Schmedes.
Brøndby må vente lidt med at få tilslutning af Kotaro Uchino, som først støder til truppen i begyndelsen af juli.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk