Det danske landshold har seks point efter sejre på 3-2 over Ukraine og 2-1 over Holland; og fører Gruppe D foran Ukraine med tre samt Holland og Finland med hver ét point.
Ukraine har stadig muligheden for at slutte med seks point; forudsat det bliver til en sejr over Holland i Prešov. Men skulle Danmark og Ukraine slutte med samme antal point, er deres indbyrdes kamp afgørende for placeringen.
Spanien og Italien i Gruppe A, Tyskland i Gruppe B samt Portugal og Frankrig i Gruppe C er også klar til kvartfinalerne.
Steffen Højer, cheftræneren for det danske landshold, har i sine første to kampe anvendt 18 af sine 23 spillere, hvoraf kun tre har fået fuld spilletid: målmanden Andreas Jungdal fra KVC Westerloo samt forsvarsspillerne Anton Gaaei fra AFC Ajax og Oliver Provstgaard fra S.S. Lazio.
Det er tænkeligt, Steffen Højer mod Finland benytter de fem foreløbige ’bænkevarmere’: målmændene Theo Sander fra Hvidovre IF og William Lykke fra FC Nordsjælland (i så fald en halvleg hver) samt Aske Adelgaard fra Go Ahead Eagles, Sebastian Otoa fra Genoa CFC og Oscar Højlund fra Eintracht Frankfurt.
Indtil nu har kun to danskere fået det gule kort: Viktor Bak fra FC Midtjylland og Clement Bischoff fra Brøndby IF mod henholdsvis Ukraine og Holland. Med henblik på kvartfinalen mod enten Portugal, Frankrig eller Georgien i Prešov søndag 22. juni klokken 21:00 ser Steffen Højer formentligt bort fra disse to spillere mod Finland, eftersom yderligere et gult kort til dem medfører én spilledags karantæne.
William Osula fra Newcastle United FC er bedste danske målskytte i slutrunden indtil videre – med tre mål, mens Clement Bischoff og William Bøving fra SK Sturm Graz har scoret én gang hver.
Nick Woltemade, den 23-årige angriber i VfB Stuttgart, er øverst på topscorerlisten med fire mål.
En dansker er noteret for et af de to selvmål i turneringen. Det var anføreren Oliver Provstgaard mod Holland, men han mere end gjorde skaden god i den kamp, hvor ’Jong Oranje’ vandt skudstatistikken med 28-12 (og en boldbesiddelse på 59 mod 41 procent). Når han ikke blokerede for det hollandske bombardement, var Andreas Jungdal nærmest et levende plankeværk med i alt ni redninger.
Danmark har i sine hidtil 530 U/21-landskampe præsteret 229 sejre, 115 uafgjorte og 186 nederlag med en målscore på 885 mod 731.
Husk, at du kan se alle kampe i slutrunden på Viaplay og flere af dem desuden på vores TV-kanaler:
Onsdag: 18:00 Danmark-Finland (TV3 med optakt fra klokken 17:00), 17:50 Holland-Ukraine (TV3 Sport), 20:50 England-Tyskland (Viaplay Sport News) og 20:50 Slovenien-Tjekkiet (TV3 Sport).
Frits Ahlstrom
frits@ahlstromfootball.com