Den 26-årige belgier blev i 2017 købt for mere end 600 millioner kroner i Everton, men trods 28 mål i 66 Premier League-kampe for "De Røde Djævle" er han ikke ønsket på Old Trafford.
Den tonstunge angriber har længe været kædet sammen med et skifte til Inter Milan, og nu bekræfter den italienske storklub, at der er forhandlinger i gang.
-Vi havde et møde med Manchester United om Lukaku, siger Inter-sportsdirektør Piero Ausilio til Sky Sport Italia.
-Det var en officiel henvendelse mellem de to vigtige klubber. Vi ser, hvad der sker. (Træner Antonio, red.) Conte vil have alle de spillere, vi prøver at hente.
Ifølge flere engelske medier kræver Manchester United 75 millioner pund for Lukaku - et beløb tilsvarende det, de selv betalte i 2017.
Inter sluttede den seneste Serie A-sæson som nummer fire og er dermed sikret adgang til Champions Leagues gruppespil til efteråret.
Laurits Lyck
laurits.lyck@tv3sport.dk