Den danske tennisspiller Clara Tauson er klar til anden runde i French Open efter en sejr i tre sæt over polske Magda Linette.
Tauson, der er seedet som nummer 22 i grand slam-turneringen, var på forhånd træt af at trække den bedst rangerede spiller af alle useedede, men danskeren klarede opgaven ved at vinde med cifrene 6-4, 4-6, 6-1.
Foran 4-2 i andet sæt var Tauson på vej mod en sikker sejr i to sæt, men hun måtte på overarbejde for at vinde. I tredje sæt var der dog ingen tvivl om resultatet.
Den 22-årige dansker leverede i perioder en god kamp, men der er samtidig plads til forbedring, og niveauet var ujævnt.
Eksempelvis var danskerens serv ikke på vanligt højt niveau i de to første sæt.
Tauson spillede med klart størst risiko i første sæt. Med blandet succes. I det ene øjeblik leverede hun store vindere, for så at fejle på næste bold.
Det irriterede Tauson, som gang på gang søgte råd fra træner Kasper Elsvad på tribunen. Han nikkede dog med en tilfreds mine, der indikerede, at hun gjorde det rette ved at tage initiativ og være aggressiv.
Det blev et ujævnt første sæt, hvor danskeren havde svært ved at fastholde momentum, når hun var ovenpå.
Danskeren brød til både 1-0 og 3-2 uden at kunne holde føringen, men da hun brød til 5-4 fulgte hun endelig op i eget serveparti og sikrede første sæt.
Tauson fortsatte derudaf fra starten af andet sæt og brød også til 1-0 med en kælen stopbold, som polakken ikke kunne løbe op. Dem havde danskeren flere vellykkede af i kampen.
Men så tog Linette over. Hun blev mere offensiv og vendte 0-1 til 2-1 og havde en breakbold for at komme på 3-1.
Tauson afværgede dog, og så tippede kampen i en periode over til danskeren, der brød og kom foran 4-2.
Men det var slet ikke slut. Linette fandt i de næste partier sit højeste niveau i kampen, og med fire partier i træk bragte hun balance i sætscoren.
Tauson kom ud til tredje sæt med en anden attitude, og med en tung forhåndsvinder brød hun til 1-0.
Denne gang kom der intet modsvar fra Linette, og Tauson dikterede med tunge slag fra baglinjen, og pludselig sad serven også i skabet. Hurtigt var stillingen 4-0.
Danskeren lukkede kampen efter lidt mere end to timer, da hun brød rent til 6-1.
I anden runde skal Tauson onsdag op mod hollænderen Arantxa Rus, der som nummer 94 i verden leverede en mindre overraskelse ved at slå colombianeren Camila Osorio - nummer 51 - i første runde.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk