En tæt Bundesliga i håndbold går fra torsdag ind i en afgørende fase, og med seks hold inden for seks points afstand er der lagt op til en gyserafslutning.
Men Füchse Berlin med de danske stjerner Mathias Gidsel og Lasse Andersson har fundet ind i en stærk stime og er på baggrund af den og sit slutprogram guldfavorit.
Det mener de danske landsholdsspillere Mads Mensah og Frederik Bo Andersen, der spiller for henholdsvis Flensburg-Handewitt og Hamburg.
-Jeg håber og tror, det lykkes for Berlin. Det vil være en kæmpe præstation af Gidsel og Lasse, der virkelig har båret holdet. De har ikke meget at skifte ud med, så hvis de gør det færdigt, er det fanme imponerende, siger Andersen.
Mensah har Magnus Saugstrup og Michael Damgaards Magdeburg som største konkurrent til Füchse Berlin.
-Matematisk er vi stadig selv i spil. Men med det restprogram, som Berlin og Magdeburg har, bliver det nok et af de to hold, der vinder mesterskabet.
Füchse Berlin mangler en hjemmekamp mod overraskelsen Melsungen, som hovedstadsholdet ligger á point med helt i toppen af Bundesligaen. Men derudover møder Gidsel og kompagni udelukkende hold, der ligger uden for top-6. Startende med midterholdet Eisenach torsdag.
Andersen og Hamburg tog et overraskende point i sin hjemmekamp mod Berlin tidligere på sæsonen, men generelt har der ikke været mange svipsere fra det aktuelle førerhold.
-I Bundesligaen handler det ikke altid om topniveau. Det handler mere om at være sindssyg stabil. Berlin synes jeg altid, vi har haft en god chance mod, mens vi til gengæld altid har det meget svært mod Magdeburg.
-Men Berlin har bare været helt vildt stabil og ikke dummet sig så mange gange som de andre, siger Hamburg-danskeren.
Flensburg-Handewitt, der har hele ni danskere i sin trup, er aktuelt nummer fem og har seks point op til Füchse Berlin.
-Jeg er skuffet. Jeg havde højere forventninger, end det vi har leveret i denne sæson, men egentlig også i de sidste par sæsoner, siger Mensah og garanterer, at nordtyskerne ikke har smidt håndklædet i ringen.
-Vi skal jagte alt, hvad vi kan, og kravle op i tabellen. Man ved aldrig, hvad der kan ske. Jeg har desværre tidligere selv været med til at smide en forholdsvis sikker føring, så alt kan ske.
-Det vil i hvert fald være ærgerligt, at vi ikke er klar til at gribe den, hvis muligheden opstår. Vi skal hænge på og gøre vores arbejde. Hvis ikke det rækker i denne sæson, så kan vi tage det med videre til Final 4 i European League og til næste sæson, lyder det stålsat fra Mensah.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk