Den danske golfspiller Rasmus Neergaard fik en storartet start på sæsonens tredje major, US Open.
Natten til fredag dansk tid gennemførte han første runde i 69 slag, svarende til et slag under par.
Dermed ligger han på en delt sjetteplads i det stærke felt.
Undervejs leverede Neergaard en eagle og to birdies, mens tre bogeys trak fra i det samlede regnskab.
Det ændrede dog ikke ved den fornemme præstation på den meget svære bane.
Amerikaneren J. J. Spaun fører an med fire slag under par efter første runde.
Fire danskere er til start, og også Rasmus Højgaard leverede en fin indledende runde.
Han brugte 71 slag - et over par - og ligger på en delt 20.-plads. Han noterede sig undervejs fem bogeys og fire birdies.
De resterende danskere, Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard, fik en mere lunken start, da de begge brugte 76 slag - seks slag over banens par. I stillingen rækker det til delte pladser som nummer 98.
Dermed får de svært ved at klemme sig videre og klare cuttet efter anden runde.
Rasmus Neergaard står derimod med glimrende kort på hånden, når han tager hul på fredagens runde klokken 14.35 dansk tid. 11 minutter tidligere skal Rasmus Nørgaard i gang.
/ritzau/