Efter en svær sæson er sejrsvante Manchester City i gang med at slutte solidt af og sikre sig en vital plads i top-4, så holdet også i næste sæson skal spille Champions League.
Fredag aften vandt holdet hjemme 1-0 over formstærke Wolverhampton og kravler op på tredjepladsen i tabellen. Newcastle kan dog tage den tilbage i weekenden.
Men selv om suveræniteten fra de seneste sæsoner stadig er væk, har City fundet en formel til at vinde kampe igen. Sejren fredag var den femte på stribe. Fire af dem er kommet i ligaen.
Til gengæld betød resultatet en ende på Wolverhamptons flotte stime, der nåede op på seks sejre i træk.
Det var ellers et City-hold, som gebærdede sig noget vaklende i kampens første tredjedel. Defensiven er stadig et problem, og den høje bagkæde blev flere gange overløbet af gæsterne.
Både stolpen og en redning på stregen måtte redde City, mens Wolverhampton på utrolig vis selv fik formøblet en friløber til to spillere.
De nyligt detroniserede mestre var heldige med ikke at være bagud, da anfører Kevin De Bruyne ti minutter før pause bragte jubel til fansene.
Hans lynhurtige landsmand Jéremy Doku havde været bedste mand for City hidtil i kampen, og det var ham, som satte en mand af i feltet og serverede bolden for De Bruyne, der kunne sparke sit mandskab i front.
Gæsterne har dog været inde i en forrygende periode. Seks sejre på stribe har givet selvtillid, og de kom ud til anden halvleg med en klar tro på, at der kunne hentes point med hjem.
Ti minutter efter pausen hamrede Matheus Cunha bolden på stolpen som en advarsel til City om, at kampen stadig var helt åben.
De helt store chancer kom der ikke så mange af. Manchester City forsøgte med tålmodigt spil at hive tempoet ud af kampen og kontrollere sejren hjem.
Spændingen blev bevaret til det sidste, men City lykkedes med at hale de tre point i land på De Bruynes træffer.
/ritzau/
Du finder højdepunkterne fra opgøret i videoen øverst i artiklen.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk