FC Midtjylland har solgt den svenske forsvarsspiller Joel Andersson til bulgarske Ludogorets.
Det skriver FCM på klubbens hjemmeside.
28-årige Joel Andersson havde halvandet år tilbage af sin kontrakt med FCM, som han har spillet 221 kampe for, siden han kom til midtjyderne i 2018.
-Han har været med til at flytte klubben, og han forlader os med masser af velfortjent anerkendelse, siger FCM's sportschef, Kristian Bak, til klubbens hjemmeside.
Joel Andersson nåede at score seks mål for FCM, ligesom det også blev til 28 assister, skriver FCM. I svenskerens tid i klubben er det blevet til to danske mesterskaber og to pokaltitler.
De danske mesterskaber og Champions League-fodbold med FCM ser svenskeren især med glæde tilbage på.
-Klubbens ambitioner og vilje til at vinde hver eneste kamp har været en stor drivkraft for mig. I FC Midtjylland er der altid forventninger - du skal præstere hver gang, og det har jeg sat pris på, siger Andersson, som i sin tid i FCM til tider også har været skadesplaget.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk