Når nu Englands allerbedste spillere på A-landsholdet aldrig har formået at vinde EM i herrefodbold, kan det ses som en trøst for landet, at de yngre stjerner er i stand til at træde i karakter.
Efter forlænget spilletid vandt England lørdag aften 3-2 i finalen over Tyskland og genvandt EM for U21-landshold.
Marseilles Jonathan Rowe blev helten for englænderne, da han stod for det afgørende mål, efter at Tyskland havde vendt 0-2 til 2-2 og var centimeter fra at komme foran.
Tyskerne tog styringen i de første minutter, inden England fik en regulær drømmestart i Slovakiets hovedstad, Bratislava.
Liverpools Harvey Elliot fortsatte det forrygende spil i turneringen, da han med en flad inderside bragte englænderne foran 1-0 efter fem minutter.
Det stod næsten skrevet i stjernerne, at han skulle få en afgørende rolle i finalen, da han også kom på måltavlen i både kvartfinalen og semifinalen.
England fortsatte med at true tyskernes mål, og flere chancer blev spildt, inden Omari Hutchinson bragede bolden mellem benene på Noah Atubolu.
På en bedre dag kunne den tyske keeper have gjort mere ved afslutningen fra Ipswich-spilleren, som faldt omkring midtvejs i første halvleg.
Tyskerne, der virkede frustrerede, havde i høj grad brug for et modsvar, og det kom kort før pausefløjtet.
Mainz-spilleren Paul Nebel sendte bolden på tværs ind i feltet, hvor klubkammeraten Nelson Weiper steg til vejrs og bragte spændingen tilbage.
Præcis en time inde i kampen slog tyskerne fuld kapital af en god start på anden halvleg.
Igen var Paul Nebel på spil, og han krøllede bolden over i det lange målhjørne efter et hjørnespark.
Comebacket var en realitet, og danske Bo Henriksen, der er cheftræner for Mainz, fik for alvor noget at smile over.
Med omkring ti minutter tilbage på uret begyndte det at lugte af forlænget spilletid.
I det tredje minuts tillægstid var Nebel imidlertid centimeter fra at sikre trofæet for Tyskland.
Han hamrede således bolden på overliggeren, inden tyskerne fik smidt en spand koldt vand i hovedet i den forlængede spilletid.
Jonathan Rowe var netop kommet på banen, da han umarkeret inde i feltet rettede bolden i netmaskerne med pandebrasken.
Endnu et tysk modsvar var tæt på, men overliggeren var igen i vejen og forhindrede en sen udligning.
England vandt også U21-EM i 2023, hvor Spanien blev besejret i finalen.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk