En kontraktforlængelse med Christian Eriksen må stå meget højt på to do-listen hos Tottenhams ledelse i disse dage.
(måske lige under at få bygget det stadion færdigt)
Den danske midtbanespiller har kontraktudløb med Tottenham om halvandet år, og hans transferværdi er ikke stigende i perioden frem mod 2020.
Og hvis der skulle have siddet scouts fra de store spanske topklubber blandt publikum i Cardiff tirsdag aften, så kunne de ikke undgå at se en Christian Eriksen, der igen-igen viste sin klasse.
Danskeren imponerede og scorede allerede efter små 12 minutter det 2-0-mål, der reelt punkterede kampen.
Og dermed nåede Eriksen lidt af en milepæl i Premier League.
Det var nemlig midtbanespillerens mål nummer 19 fra en position udenfor feltet, og det er flere end nogen anden spiller har præsteret i samme tidsrum, altså siden Christian Eriksens Premier League-debut i 2013.
Også Harry Kane markerede sig i opgøret mod Cardiff City. Den engelske stjerneangriber stod ligesom Eriksen for en scoring i kampen, og dermed udbyggede han en ret imponerende statistik.
Harry Kane har nemlig nu scoret mod samtlige 28 forskellige klubber, som han har spillet imod i Premier League.
Sejren sender Tottenham forbi Manchester City og op på andenpladsen i Premier League efter 21 kampe.
Torsdag aften mødes Manchester City og Liverpool på Etihad Stadium i en absolut storkamp, og du kan se braget LIVE på TV3+ og Viaplay med optakt allerede fra kl. 19.00.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk