Fodboldklubben Esbjerg fB skal have ny træner forud for næste sæson. Cheftræner Lars "Lungi" Sørensen stopper som cheftræner, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Han har selv taget beslutningen om at sige op, skriver klubben.
Klubikonet "Lungi" tiltrådte som cheftræner i marts 2023, da holdet rodede rundt i 2. division, men det lykkedes ham at få holdet op i 1. division.
Her vil holdet også være at finde, når næste sæson skydes i gang. Det ligger fast, selv om der resterer tre kampe af sæsonen.
-Jeg har grundlæggende løst de opgaver, jeg er blevet stillet i forhold til at sikre en oprykning fra 2. division og dernæst etablere holdet i NordicBet Ligaen, og derfor mener jeg, timingen er rigtig til at give stafetten videre, siger træneren i pressemeddelelsen.
Da han overtog holdet, havde der været seks cheftrænere på 14 måneder under de tidligere amerikanske ejere. Både internt og omkring klubben var tingene præget af stor uro.
To gange tidligere i trænerkarrieren havde Esbjerg-ikonet "Lungi" stået i spidsen for førsteholdet, ligesom han tidligere havde en lang spillerkarriere i den vestjyske klub. Midt i turbulensen for et par år siden var han igen klar til at hjælpe.
-Da jeg i sin tid blev spurgt, om jeg ville tage ansvaret for holdet, havde jeg følelsen af, at "nogen må jo gøre noget", og jeg har ikke fortrudt et sekund siden, siger han.
Esbjerg-direktør Allan L. Agerholm er ærgerlig over, at cheftræneren ikke ønsker at fortsatte det arbejde, som indtil har fulgt målsætningen for klubben.
-Men på den anden side har vi også stor respekt for beslutningen, lyder det fra direktøren i pressemeddelelsen.
-”Lungi” er og har været en værdsat kollega, der har været med til at løfte EfB sportsligt og menneskeligt, og vi er derfor også i dialog om, hvorvidt vi i fremtiden fortsat kan trække på hans kompetencer i en anden rolle i klubben.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk