FC Midtjylland kan snart blive en stor profil fattigere.
Sidste sæsons sølvvinder i Superligaen forhandler om et salg af den løbestærke midtbanespiller Oliver Sørensen til en udenlandsk klub. Derfor er den 23-årige dansker ikke en del af midtjydernes kamptrup søndag, hvor FC Fredericia gæster Herning.
Det skriver FC Midtjylland på sin hjemmeside.
-FC Midtjylland har valgt ikke at udtage Oliver Sørensen til dagens trup, da der er fremskredne forhandlinger om et salg til en udenlandsk klub, lyder det kortfattet.
Ifølge TV 2 Sport og fodboldmediet Bold er Oliver Sørensen på vej til Serie A-klubben Parma.
Så sent som i torsdags spillede han hele kampen, da midtjyderne vandt 3-1 ude over norske Fredrikstad i Europa League-kvalifikationen. Det var hans kamp nummer 132 for klubbens førstehold.
Oliver Sørensen har gennem de seneste to år været en stor profil for FC Midtjylland og var i juni også en del af Danmarks U21-landshold ved EM.
Foruden Oliver Sørensen må FC Midtjylland også se bort fra skadede Cho Gue-sung og Ousmane Diao samt karantæneramte Edward Chilufya mod FC Fredericia.
Til gengæld kan nyindkøbet Martin Erlic få debut i centerforsvaret, mens spidsangriberen Adam Buksa atter er kampklar efter en mindre skade.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk