FC København er snublende tæt på at blive dansk mester for 16. gang. Søndag spillede klubben sig frem til matchbolde ved at vinde med 4-0 på udebane over ellers formstærke Randers.
FCK har inden sidste runde 60 point. På andenpladsen har FC Midtjylland før sine sidste to kampe 56 point.
Dermed kan FCK allerede mandag aften blive mester, hvis FCM taber på udebane mod Brøndby.
Uanset om FCM gør rent bord i sine sidste to kampe, kan FCK sikre guld ved at slå FC Nordsjælland hjemme i Parken næste søndag.
FCK har vist sig en klasse over de andre i sidste del af mesterskabsspillet, og søndag leverede holdet en fremragende indsats i Randers.
Defensivt gav FCK meget lidt væk, og københavnerne var effektive, når chancerne bød sig.
Igen blev svenske Jordan Larsson afgørende, da han scorede kampens to første mål.
Efter en svær periode for Larsson i FCK har svenskeren løftet sig, og han har en stor aktie i, at klubben er på vej mod The Double. Med målene i Randers er Larsson oppe på seks træffere i de seneste syv kampe.
Larsson slog til første gang efter ti minutter. Backen Marcos Lopez gik ind i banen, og midt på Randers' banehalvdel løftede han med en lille genistreg bolden ind i feltet, hvor Larsson i fri position havde nemt ved at prikke bolden uden om Randers-keeper Paul Izzo.
Kort før pausen stod Larsson igen det rette sted, da Andreas Cornelius med en signaturberøring lagde bolden af til svenskeren, der behersket øgede til 2-0.
FCK kontrollerede første halvleg til nærmest perfektion, og i den korte fase, hvor Randers var mest på bolden, løb kronjyderne ind i en mur foran det københavnske felt.
Kampbilledet fortsatte i anden halvleg, hvor FCK satte sagerne endeligt på plads efter cirka en time.
Igen var Cornelius med i målet, da han blev spillet frem til afslutning og fremtvang en ripost, som Rodrigo Huescas nemt kunne veksle til 3-0-føring.
Cornelius har også haft en svær sæson, men nåede at spille en rolle i slutspillet. Søndag satte han prikken over i'et med målet til 4-0.
Den veloplagte Elias Achouri gik til baglinjen og fandt Cornelius, der foran mål gjorde arbejdet færdigt.
Trods sine mange sejre i foråret har FCK ofte fået kritik for sin spillemæssige kvalitet undervejs, men søndag leverede holdet en af sine bedste præstationer i sæsonen og satte en fed streg under sin status som nummer et og nu storfavorit til DM-guldet.
Randers slås for sin bronzechance i tæt kamp med Brøndby, men var søndag reduceret til statister.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk