FC København har lukket et af hullerne på backpositionerne ved at handle i storklubben Paris Saint-Germain.
Den 19-årige back Yoram Zague er lejet i den kommende sæson, og FCK har sikret sig en købsoption på spilleren. Det oplyser FCK på sin hjemmeside.
Det blev til debut og i alt ni kampe for PSG i den forgangne sæson for teenageren.
-Jeg har fået en stærk fodbolduddannelse i PSG og er taknemmelig for min debut der, men jeg føler, at det nu er tid til at tage næste skridt.
-Jeg har fulgt FC Københavns europæiske kampe og set, hvordan klubben giver unge spillere chancen på et højt niveau. Det inspirerer mig og passer til mine ambitioner, siger Yoram Zague til klubbens hjemmeside.
FCK sagde mandag endegyldigt farvel til den lejede back Giorgi Gocholeishvili, som fik 33 kampe som back i sidste sæson. Derudover råder FCK over Rodrigo Huescas som højre back.
På den anden backposition i venstre side råder FCK lige nu kun over Birger Meling.
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen forklarer, at Zague er en spiller, FCK har haft et godt øje til i noget tid.
-Han matcher den profil, vi søger til positionen - en ung spiller med europæisk og internationalt snit.
-Vi får mulighed for at se ham an, og samtidig giver aftalen os en købsoption, som peger ind i fremtiden, hvis vi sammen vurderer, at der er et godt fundament for en permanent løsning.
-Han styrker konkurrencen i truppen og tilfører både fart og talent til vores defensive linje, siger Sune Smith-Nielsen.
FCK-træner Jacob Neestrup kalder Zague for en moderne back, der er hurtig, teknisk dygtig og har god fart.
-Han er angrebsivrig og med et stort potentiale.
-Der er naturligvis et stykke arbejde forude med at indarbejde ham i vores defensive strategier og relationer i forhold til den mere skandinaviske måde at forsvare på, siger Neestrup.
/ritzau/