Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har åbnet en disciplinærsag mod Gustavo Cabral fra den mexicanske klub Pachuca, efter Real Madrid beskyldte spilleren for at komme med racistiske ytringer i de to holds møde ved klub-VM.
Det oplyser Fifa ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det var den tyske midtstopper Antonio Rüdiger, som efter Real Madrids 3-1-sejr over Pachuca 22. juni anklagede Cabral for at komme med racistiske ytringer.
I forbindelse med episoden, hvor Rüdiger skulle være blevet udsat racisme, opstod der tumult på banen.
Kampens dommer aktiverede efter situationen Fifas antidiskriminationsprotokol ved at krydse armene foran sit bryst.
Real Madrid-træner Xabi Alonso bakkede på det efterfølgende pressemøde op om sin tyske forsvarsspiller.
-Det er vigtigt at have nul tolerance i sådanne situationer. Fifa undersøger nu sagen. Det er alt, hvad jeg kan sige, lød det fra cheftræneren.
39-årige Cabral benægtede efterfølgende, at han skulle være kommet med racistiske ytringer.
Nu har Fifa så taget skridtet videre og åbnet en disciplinærsag mod spilleren.
Fifa uddyber ikke yderligere om alvorligheden af disciplinærsagen.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk