_Af Frits Ahlstrøm _
UEFA har udpeget Jakob Sundberg som dommer og hans landsmænd Victor Skytte og Deniz Yurdakul som assistenter. Desuden er Jonas Hansen blevet betroet hvervet som VAR-dommer.
Den 35-årige Jakob Sundberg har allerede dømt to kampe:
Tyskland – Slovenien 3-0
Frankrig – Georgien 3-2
I det første opgør uddelte han seks advarsler – én til Tyskland og fem til Slovenien samt et straffespark til Tyskland – og i det andet tre gule kort – ét til Frankrig og to til Georgien samt et straffespark til Frankrig.
Jakob Sundberg debuterede i Superligaen 28. juli 2019 med 2-2 kampen mellem Hobro IK og Randers FC. I alt er han noteret for 87 kampe, hvor han har givet 368 gule og 8 røde kort samt dømt 21 straffespark.
Han var i sin debut den første dommer i Danmark, som ændrede en kendelse på opfordring fra video-dommeren. Han havde i første omgang tildelt Bjarke Jacobsen et gult kort, men efter at have set episoden på TV-skærmen tildelte han midtbanespilleren i AC Horsens det røde kort.
Jakob Sundberg, som er ansat i Folketinget, blev kåret som Årets Dommer i Danmark i sæsonen 2021-22.
To gange tidligere har UEFA anvendt en dansk dommer i slutrunden for U/21-landshold. Peter Rasmussen var den første i 2009 i Sverige og Morten Krogh den anden i 2023, hvor Georgien og Rumænien delte værtskabet.
Peter Rasmussen dømte begge sine kampe i Halmstad: Tyskland-Finland (2-0) og Tyskland-England (1-1).
Morten Krogh dømte tre kampe: Rumænien-Ukraine (0-1) i Bukarest, Schweiz-Frankrig (1-4) i Cluj-Napoca samt Israel-England (0-3) i Batumi.
Peter Rasmussen blev valgt som Årets Dommer i Danmark i 2006, mens Morten Krogh opnåede prisen i 2022 og 2023.
Det danske landshold var ikke med i slutrunden i 2009 og 2023.
Udover Jakob Sundberg har UEFA valgt følgende dommere til slutrunden i Slovakiet:
Elchin Masiyev, Aserbajdsjan, John Brooks, England, Goga Kikacheishvili, Georgien, Vasilios Fotias, Grækenland, Simone Sozza, Italien, Sander van der Eijk, Holland, Damian Sylwestrzak, Polen, Nicholas Walsh, Skotland, Nenad Minaković, Serbien, og Alessandro Dudic, Schweiz, samt (som et led i samarbejdet mellem UEFA og Det sydamerikanske Fodboldforbund CONMEBOL) den 35-årige Alexis Herrera fra Venezuela.
Husk, at du kan se alle onsdagens fire kampe i EM-slutrunden i Slovakiet på Viaplay: 18:00 Danmark-Finland med optakt fra klokken 17:00 (TV3), 17:50 Holland-Ukraine (TV3 Sport), 20:50 England-Tyskland (Viaplay Sport News) og 20:50 Slovenien-Tjekkiet (TV3 Sport).