Nogle præstationer er mere karrierefremmende end andre.
Det kan den franske tennisspiller Lois Boisson i den grad skrive under på, efter at hun i den forgangne uge nåede helt til semifinalen i French Open på et wildcard.
Mens turneringen stadig var i gang, lå den 22-årige overraskelse helt nede som nummer 361 i verden.
Men efter at ranglisten mandag er blevet opdateret, er Boisson nummer 65. Der er tale om et spring på hele 296 pladser.
Lois Boisson debuterede i grand slam-sammenhæng i den store turnering. Et år forinden var hun blevet opereret i knæet, hvilket var med til at sætte hende tilbage.
Men selv før skaden havde hun aldrig prøvet at være i top-100.
De to bedst placerede spillere på kvindernes rangliste er fortsat Aryna Sabalenka og Coco Gauff. Amerikaneren vandt lørdag finalen over netop Sabalenka.
Clara Tauson er bedst placeret dansker som nummer 23.
Hos mændene er Holger Rune hoppet en tak op, så han nu er nummer ni på ranglisten, der toppes af Jannik Sinner. Carlos Alcaraz, der vandt den mindeværdige finale over verdensetteren, er toer.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk