Fredericia rykker op i Superligaen efter en sejr på 5-1 hjemme over Hvidovre.
Det er noget af en bedrift for Fredericia, som har ligget i den næstbedste fodboldrække i de seneste 24 år.
Fredericia har i de seneste mange uger været tæt på oprykning til Superligaen, og med fredagens resultater blev oprykningen omsider en realitet.
Efter en sejr på 5-1 hjemme over Hvidovre i den næstbedste danske fodboldrække blev oprykningen sikret.
Oprykningen kom dog først i hus, da OB udlignede til slutresultatet 2-2 i tillægstiden ude mod AC Horsens. OB rykker op som det andet hold fra rækken.
Der er nu otte point mellem Fredericia på andenpladsen og Horsens på tredjepladsen. Det forspring kan ikke indhentes i de to sidste spillerunder.
I fredagens kamp på Monjasa Park i Fredericia kom hjemmeholdet bagud 0-1 efter blot to minutter. Hvidovres Andreas Smed scorede målet.
Flere mål blev der ikke scoret i første halvleg, men målene kom i starten af anden halvleg.
Tre mål på syv minutter blev det til for hjemmeholdet ved Moses Opondo, Frederik Rieper og Gustav Marcussen i det 50., 53. og 57. minut.
Indskifterne Emilio Simonsen og Patrick Egelund scorede til 4-1 og 5-1 efter 77 og 85 minutter, og så var kampen afgjort.
Samtidig var Horsens dog på det tidspunkt foran 2-0, så champagnen var stadig på køl og kunne ikke åbnes endnu.
Men OB scorede to gange i de døende minutter ved Yaya Bojang og Luca Kjerrumgaard, og dermed var der pludselig fest i Fredericia.
Der var lagt seks minutter til kampen i Horsens, så Fredericias spillere ventede i spænding på resultatet.
I det tredje tillægsminut scorede ligatopscorer Kjerrumgaard det udlignende mål for OB mod Horsens, og festen kunne bryde løs lidt længere vestpå.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk