I andet forsøg fik FC Fredericia søndag sin første sejr i landets bedste fodboldrække.
Det skete, da oprykkeren på udebane udbyggede Silkeborg IF's dårlige sæsonstart og slog værterne med 2-0.
I første runde lignede Fredericia i den grad et hold, der har aldrig før har spillet Superliga, da holdet tabte 2-3 til FC Nordsjælland, men noget er sket den seneste uge.
Oprykkeren stod godt defensivt og straffede kynisk Silkeborg, der slet ikke er kommet ud af starthullerne efter sommerferien.
Silkeborggenserne åbnede sæsonen med at tabe 0-3 i Brøndby, og i midtugen skuffede holdet stort i Conference League-kvalifikationen med 1-1 på hjemmebane mod upåagtede Akureyri fra Island.
Efter 25 minutter af kampen søndag kom Silkeborg efter en svag indledning igen på bagkant, da gæsterne udnyttede kampens første chance.
Fredericias Patrick Egelund bankede fra en spids vinkel bolden på overliggeren, og efterfølgende var Gustav Marcussen vaks og headede returbolden i nettet.
Det var Marcussens anden sæsonscoring. I første runde åbnede han ligeledes målscoringen, men denne gang formåede Fredericia at holde fast.
Det overraskende føringsmål ændrede nemlig ikke på, at det var en energiforladt indsats, som Silkeborg leverede.
Og få minutter før pausen blev ondt værre for værterne.
Emilio Simonsen udnyttede passivt forsvarsspil, da han drev bolden ned mod Silkeborgs felt, inden han knastørt bankede bolden ind bag Nicolai Larsen.
Silkeborg-træner Kent Nielsen tog konsekvensen og skiftede i pausen tre mand. Blandt dem, der blev flået ud, var profilerne Tonni Adamsen og Pelle Mattson.
Udskiftningerne gav værterne en omgang tiltrængt energi, men det varede kun for en kort stund.
Silkeborg skabte i starten af anden halvleg flere gode muligheder, men de blev ikke udnyttet.
I stedet fik Fredericia styr på defensiven og sikrede den første Superliga-sejr i klubbens historie.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk