Carolina Hurricanes med den danske målmand Frederik Andersen på holdet er videre til semifinalerne i NHL.
Natten til fredag tog holdet den fjerde sejr i kvartfinaleserien mod Washington Capitals.
På udebane vandt Carolina Hurricanes med 3-1 over holdet fra den amerikanske hovedstad, der var uden danske Lars Eller.
Frederik Andersen leverede en stærk indsats i målet for gæsterne.
Den store målmand bidrog med 18 redninger på 19 forsøg fra værterne og bliver på NHL's hjemmeside fremhævet som en af kampens tre profiler.
Andersen vil dog sikkert ærgre sig over, at han ikke fik forhindret Washingtons udligning til 1-1 godt midtvejs i første periode.
Danskeren forsøgte at dække af, da pucken sneg sig hen langs hans mål, hvor Washingtons Anthony Beauvillier havde gjort sig klar og bragte balance på måltavlen.
Fire minutter forinden havde Jordan Staal sendt Carolina Hurricanes i front med 1-0.
Stillingskrigen fortsatte frem til slutningen af tredje periode, hvor gæsterne scorede to gange inden for de sidste to minutter.
Første gjorde Andrei Svechnikov det til 2-1, inden Seth Jarvis cementerede sejren og pladsen i semifinalerne.
I NHL-slutspillet afgøres duellerne over syv potentielle kampe. Carolina Hurricanes nåede med sejren op på fire vundne kampe, mens Washington Capitals blot blev noteret for en enkelt sejr i serien.
I semifinalerne skal Carolina Hurricanes op mod enten Florida Panthers eller Toronto Maple Leafs.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk