Der blev slået stadionrekord med 2543 tilskuere på Tingbjerg Ground, da hjemmeholdet Brønshøj tirsdag aften tabte 0-3 til Frem i pokalturneringen.
Begge hold havde slået et hold fra Superligaen ud i den foregående runde, men kun et af holdene kunne fortsætte pokaleventyret.
Frem, der også har slået Lyngby ud, er med sejren videre til ottendedelsfinalerne.
Brønshøj slog i den seneste runde Vejle ud, men var ikke i nærheden af sejren mod Frem.
Efter 17 minutter scorede Frems Mads Gernsøe til 1-0, mens Salieu Drammeh fordoblede føringen på et straffespark kort før pausen. Oussama Djafer-Bey scorede det tredje og sidste mål for Frem.
I en af tirsdagens øvrige pokalkampe vandt Næsby 2-1 hjemme over B93, der ellers er to rækker bedre placeret. B93 spiller i den næstbedste danske række, mens Næsby spiller i 3. division.
B93 stillede til start med de tidligere superligaprofiler Nicolaj Thomsen og Jores Okore, mens Youssef Toutouh var med på bænken.
I den sidste pokalkamp snuppede Skive en storsejr over FC Helsingør på hele 5-0.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk