Deontay Wilder og Tyson Fury er igennem de seneste år blevet kendt som to af tidens bedste sværvægtsboksere.
Fury på grund af sine farlige jabs og utrolige bevægelighed på trods af sin store fysik; Wilder på grund af sin enestående slagstyrke, der har sendt et hav af modstandere i kanvassen.
I deres første møde i december 2018 røg Tyson Fury da også i gulvet flere gange, men alligevel har "The Gypsy King" ikke travlt med at rose Deontay Wilder.
"The Bronze Bomber", som amerikaneren kaldes, er nemlig ikke engang den bedste, britiske Fury har mødt.
-Jeg vil ikke sige, at han var den sværeste modstander. Jeg ville sige, at det var en af mine letteste kampe, for at være helt ærlig. Udover de to gange, jeg gik i gulvet, var det en ret ensidet kamp, siger Tyson Fury ifølge boxingscene.com.
-Min sværeste kamp var meget hårdere end det. [...] Min sværeste modstander i hele min karriere var Steve Cunningham.
Tyson Furys kamp mod Cunningham i 2013 var hans første uden for Storbritannien og fandt sted i legendariske Madison Square Garden i New York.
Steve Cunningham var foran på point og havde tidligere i kampen haft Fury i gulvet, da briten i syvende runde sendte ham i gulvet med brutal højrehånd, som han ikke kom tilbage fra.
-På det tidspunkt i mit liv havde jeg ikke ikke kæmpede mod nogen som Steve Cunningham. [...] Han var "slick" og svær at få ram på. Han var meget akavet (at kæmpe imod, red.) og han var en meget god bokser, så det var mit livs sværeste kamp.
Udover Wilder har Fury også mødt (og slået) store navne som Vladimir Klitschko og Dereck Chisora.
Laurits Lyck
laurits.lyck@tv3sport.dk