Efter blot én sæson hos GOG skifter den norske bagspiller Tobias Grøndahl videre i karrieren.
Han spiller fra næste sæson således hos Füchse Berlin.
Det skriver det tyske førerhold torsdag på sin hjemmeside og tilføjer, at der er tale om en treårig aftale.
-Det føltes fantastisk. Det er en stor ære at spille for en så fantastisk klub med så mange store spillere som Mathias Gidsel, Lasse Andersson og mange flere, siger Grøndahl til hjemmesiden med henvisning til holdets danske stjerner.
-Mit primære mål er altid at vinde alt. Lige nu har Füchse mulighed for at vinde både det tyske mesterskab og Champions League. Det bliver også mit mål for de kommende sæsoner. Forhåbentlig når vi det sammen og spiller håndbold, der underholder.
24-årige Grøndahl skiftede sidste sommer fra Elverum til GOG og etablerede sig hurtigt som en markant profil og holdets mest scorende og assisterende spiller.
-Med Tobias Grøndahl får vi en meget spilintelligent og fantasifuld spiller. Han har i de seneste år bevist sin målnæse i både ligaen og Champions League.
-Han passer godt til vores spillestil, sikrer en hurtig spilrytme og et godt samarbejde med stregen, siger Füchse-træner Jaron Siewert.
Ifølge TV 2 Sport krævede det et forbedret bud på Grøndahl, inden GOG blev enig med den tyske klub om en overgangssum for spilleren.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk