Manchester City formåede ikke at tage sin femte ligasejr i træk, da holdet blot spillede 0-0 ude mod Southampton i den bedste engelske fodboldrække.
Med det ene point er City nummer tre i Premier League. Men City kan blive indhentet af enten Newcastle eller Chelsea, der mødes søndag.
Dog er City efter en dårlig sæson stadig så lunt placeret, at holdet bør kunne slutte i top-5 og sikre sig Champions League-fodbold i næste sæson.
Stjerneangriberen Erling Haaland var tilbage i Citys startopstilling og spillede sin første kamp siden slutningen af marts.
Nordmanden havde ikke været med i de seneste syv kampe for City på grund af en ankelskade.
Men Haaland virkede rusten og manglede skarphed i forhold til den udgave, der har scoret 21 ligamål tidligere i denne sæson.
I første halvleg havde Pep Guardiolas tropper bolden langt det meste af tiden. Men det blev ikke for alvor farligt, og udeholdet evnede ikke at sætte Haaland op til de store chancer.
Belejringen uden om Southamptons straffesparksfelt fortsatte i anden halvleg.
Det førte til en masse boldskubberi og et hav af hjørnespark. Men det var ikke ofte, at hjemmeholdets keeper Aaron Ramsdale blev sat på prøve.
Den indskiftede City-angriber Omar Marmoush kom ind med stor energi i slutminutterne og havde i tillægstiden en afslutning på overliggeren.
I en af de øvrige engelske ligakampe vandt Brentford 1-0 ude over Ipswich, der ligesom Southampton er sikker på at rykke ud af den bedste række.
Kevin Schade headede kampens eneste mål ind for Brentford, der havde Christian Nørgaard og Mikkel Damsgaard med fra start og Mathias Jensen som indskifter.
Med sejren er Brentford nummer otte i rækken og kan stadig drømme om europæisk fodbold i næste sæson.
Brighton, der havde Matt O'Riley med fra start, vandt 2-0 ude over Wolverhampton, og er placeret side om side med Brentford i kampen om de europæiske pladser.
Fulham, der havde den danske landsholdsstopper Joachim Andersen med i hele kampen, tabte 1-3 hjemme til Everton og må efterhånden se de europæiske pladser fortone sig.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk