Clara Tauson er færdig ved French Open.
Fredag tabte danskeren i to sæt til Amanda Anisimova i tredje runde, mens solen bragede ned over bane 14 på Roland Garros-anlægget.
7-6, 6-4 vandt den 23-årige amerikaner efter en afvekslende dyst på omkring to timer.
Med sin exit i tredje runde matchede Tauson ikke helt sidste års resultat i French Open, hvor hun nåede fjerde runde, hvilket fortsat er hendes bedste resultat i en grand slam-turnering.
På papiret var dysten mod Anisimova på forhånd vurderet meget lige. Amerikaneren er nummer 16 på verdensranglisten, Tauson er nummer 22, og begge har vundet tre turneringer.
Amerikaneren var dog smal favorit, og det var også små forskelle, der blev afgørende. Statistisk var Anisimova således lidt bedre end Tauson på stort set alle parametre.
Det begyndte ellers ganske fremragende for danskeren, der straffede flere amerikanske fejl og brød til 1-0 på sit første forsøg.
I et tæt og intenst første sæt brød Anisimova tilbage til 3-3 og overlevede herefter adskillige breakbolde i det følgende parti, hvorfor kampen syntes at være tippet over til amerikansk fordel.
Men da en sætbold røg i nettet ved 5-4, kom Tauson tilbage og fremtvang via sin stærke serv en tiebreak. Her blev det dog hurtigt 5-0 til Anisimova, og det blev for stort et forspring at indhente, selv om Tauson svarede godt igen.
Anisimova tog momentum med til andet sæt, hvor Tauson blev presset hårdt i sin serv, og da der blev brudt til 2-1, lignede det en amerikansk sejr.
Igen tippede kampen dog. Anisimova fik behandling af sin hånd og virkede hæmmet, hvorfor Tauson udlignede og fik fornyet håb.
Som flere gange tidligere manglede det sidste dog for danskeren, der igen mistede sit tag i kampen, da tingene skulle afgøres. Anisimova brød til 5-4 og servede herefter sikkert kampen hjem.
I fjerde runde skal amerikaneren op mod verdensetteren Aryna Sabalenka, som fredag gjorde kort proces mod serbiske Olga Danilovic. 6-3, 6-2 vandt belaruseren.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk