Når kvindernes VM i fodbold i 2027 skal spilles i Brasilien, vil et af de mest historiske stadioner i fodboldverdenen blive taget i brug.
Maracanã i Rio de Janeiro bliver nemlig et af de otte stadioner, der skal lægge græs til slutrunden.
Det skriver Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), der på forbundets hjemmeside har offentliggjort slutrundens otte værtsbyer og stadioner.
Det vil i 2027 være første gang, at kvindernes VM bliver spillet i Sydamerika.
De øvrige værtsbyer er Belo Horizonte, Brasilia, Fortaleza, Porto Alegre, Recife, Salvador og São Paulo. Alle otte stadioner blev også benyttet, da herrernes VM i fodbold blev spillet i landet i 2014.
Dengang blev finalen mellem Tyskland og Argentina spillet på Maracanã.
Det var anden gang, at stadionet i Rio de Janeiro husede en VM-finale. Tidligere var det berømt for sin enorme kapacitet.
Det anslås, at mere end 200.000 mennesker var på plads, da Brasilien i 1950 tabte VM-finalen til Uruguay. Efter flere ombygninger er stadionets officielle kapacitet i dag lige under 79.000 til fodboldkampe.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk