Brøndby IF's vaklende sæsonstart ramte torsdag et nyt lavpunkt.
0-3 tabte Frederik Birks udvalgte på udebane hos islandske Vikingur i Conference League-kvalifikationen efter en svag præstation.
Den danske angriber Nikolaj Hansen headede islændingene foran 1-0 efter et hjørnespark af den tidligere Premier League-profil Gylfi Sigurdsson, der siden gentog bedriften ved 2-0-målet.
Ud over de to dødbolde var oplagte Vikingur, der har den tidligere FC København-profil Sölvi Ottesen som cheftræner, flere gange ved at øge sin føring, og i slutfasen lykkedes det over for en tøvende Brøndby-defensiv.
Nederlaget var Brøndbys andet i træk efter 0-2 mod Viborg søndag. Det nederlag var klemt inde mellem to opgør mod færøske HB Torshavn, der blev slået med meget beskedne 2-1 samlet.
På alle områder skal den danske bronzevinder oppe sig gevaldigt i forhold til præstationen på den islandske kunstgræs, hvis man skal gøre sig fortjent til to møder med franske Strasbourg i sidste runde inden ligaspillet.
Kotaro Uchino fik chancen fra start, men den japanske spydspids kom ikke frem til meget, og i det hele taget hang gæsternes spil ikke sammen.
Efter et frispark var Brøndby alligevel tæt på komme foran, men Nikolaj Hansen sparkede væk på stregen.
Den 32-årige angriber, der har spillet størstedelen af sin karriere i Island, var i den anden ende en konstant trussel for Brøndby-defensiven, og lige før pausen steg han til vejrs og dirigerede Sigurdssons oplæg ind bag Patrick Pentz.
Historien gentog sig i starten af anden halvleg. Sigurdsson slog et hjørnespark i feltet, og denne gang kom den svenske stopper Oliver Ekroth i forreste område først på bolden og gav Brøndby endnu en mavepuster.
35-årige Sigurdsson traf siden stolpen for Vikingur, mens Brøndbys chancer i den anden ende var for få og for små til at retfærdiggøre en scoring.
Der manglede energi og tro på tingene hos Brøndby, og netop de to ingredienser var totalt fraværende efter 82 minutter, da adskillige forsvarsspillere meldte sig ud og tillod indskiftede Viktor Andrason at sparke bolden i nettet til 3-0.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk