Fulham pressede Manchester United til det sidste, men opgøret endte uden vinder, da holdene spillede 1-1 søndag aften i Premiers Leagues anden spillerunde.
Manchester United fandt aldrig rytmen i opgøret, men kom foran på et selvmål. Fulham var dog klart bedst efter pausen og fik udlignet.
Fulham pressede gæsterne i bund og trykkede på til det sidste for et sejrsmål.
Med resultatet har United et enkelt point efter de to første spillerunder i sæsonen ovenpå nederlaget til Arsenal i premieren.
Danske Patrick Dorgu og Joachim Andersen spillede hele opgøret for henholdsvis Manchester United og Fulham.
Den danske landsholdsangriber Rasmus Højlund var desuden for anden weekend i træk slet ikke at finde i United-truppen.
Det kan skyldes et snarligt klubskifte, da Højlund rygtes kraftigt væk fra Manchester United inden transfervinduets lukning om en uges tid.
Begivenhederne på Craven Cottage i det vestlige London åbnede i livlig stil, med særligt Fulham der pressede på med massevis af indlæg og dueller i Uniteds målfelt.
Efter 35 minutter rev Fulhams forsvarsspiller Calvin Bassey Uniteds Mason Mount omkuld inden et hjørnespark, og det blev takseret til et straffespark til de røde djævle fra Manchester.
Forsøget fra de elleve meter formåede gæsternes normalt træfsikre straffesparksskytte Bruno Fernandes dog at kanonere langt over mål.
United-maskineriet var af hakkende karakter, og kun sjældent truede gæsterne Bernd Leno i Fulham-buret.
Efter 50 minutter forsøgte Ruben Amorim på United-bænken at ændre tingenes tilstand ved at sende det dyre nyindkøb Benjamin Sesko på banen i håbet på en forløsning.
Det var dog ikke Sesko, der spillede en rolle fem minutter senere, men netop her bragte Manchester United sig i front efter et hjørnespark.
Bolden blev headet direkte ind i ryggen på Fulhams Rodrigo Muniz, der ganske uheldigt så bolden stryge ind i eget net.
Målet kyste ikke Fulham, der omvendt satte sig på spillet i minutterne efter, hvilket i sidste ende gav pote.
Efter 72 minutter endte et indlæg hos indskiftede Emile Smith Rowe, der med det yderste af tåspidsen prikkede udligningen i nettet tæt under mål.
Slutfasen var reelt set et spørgsmål om overlevelse for Manchester United, men gæsterne holdt stand mod et ellers energisk Fulham-mandskab.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk