Brøndby har indtil videre reageret perfekt på blamagen på Island for ti dage siden.
Her tabte Brøndby med 0-3 til Vikingur, men siden er det blevet til tre sejre på stribe, efter at Randers søndag aften blev slået med 2-0.
Cheftræner Frederik Birk blev for otte dage siden vurderet til at sidde usikkert i sædet, men står nu i spidsen for et hold, der er klar til playoffrunden i Conference League og ligger side om side med FC København i toppen af Superligaen.
De to rivaler fører an med hver 12 point for fem kampe foran FC Midtjylland med ni.
Brøndby leverede i de første 45 minutter en præstation af høj kaliber. Det var endda uden Daniel Wass og Nicolai Vallys, der sad på bænken ovenpå torsdagens hårde 4-0-sejr lang tid i undertal mod Vikingur.
Udeholdet kørte Randers rundt på græstæppet, og kronjyderne forsvarede sig skidt mod Brøndby-angrebene, der kom rullende i en lind strøm.
Filip Bundgaard fulgte op på sine to mål fra torsdag ved at bringe Brøndby på 1-0 på sin gamle hjemmebane efter 12 minutter.
Clement Bischoff fandt Mats Köhlert, der sendte bolden ind til Bundgaard, der helflugtede føringen i nettet.
Brøndby havde i fortsættelsen chancer til mere, og efter en god halv time broderede holdet sig flot igennem. Foran mål havde Stijn Spierings masser af tid til at vende rundt og score til 2-0. Det var hollænderens første Brøndby-træffer.
Føringen gav Brøndby muligheden for at kontrollere opgøret, og der var optræk til mere i første del af anden halvleg.
Randers-offensiven var længe ikkeeksisterende, men hjemmeholdet havde lidt mere at byde på i den sidste halve time. Helt farligt blev det dog aldrig.
Brøndby tog lidt af tempoet ud af kampen for at gemme så mange kræfter som muligt til torsdagens udekamp mod Strasbourg.
Alligevel var det udeholdet, der i slutfasen havde flere muligheder for at gøre det til 3-0.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk