En fremragende første halvleg var nok for Viborg FF, der søndag eftermiddag tog forårets første sejr, da Superligaens bundprop, Vejle Boldklub, blev slået med 3-1.
Viborg sprudlede på eget græs i første halvleg, og ved sidebyttet var værterne foran 3-0. Særligt fronttrioen med den nye lejesvend Yonis Njoh, frontløberen Renato Junior og Serginho viste kvalitet.
De to førstnævnte kom på tavlen, mens Serginho assisterede.
Dermed lykkedes det Viborg at komme på pointtavlen for første gang i foråret. De to første kampe var blevet til nederlag mod Silkeborg IF og Brøndby IF.
Det var dog ikke til at se søndag, at holdet fra domkirkebyen var uden sejr i foråret. Viborg startede i teten, og den vævre franske fløj Njoh var i hopla på venstresiden.
Njoh udfordrede konstant og viste prøver på sine elegante driblinger. Han var dog ikke involveret, da værterne efter et lille kvarter kom i front.
Franskandens kollega på den modsatte kant, Serginho, sendte et hjørnespark i pandebrasken på en helt fri Renato Junior, der udnyttede Vejles elendige markeringer og headede bolden i kassen.
Njoh var i godt spillehumør, og i det 20. minut leverede han flere lækre detaljer, inden han sendte bolden på oversiden af overliggeren.
Selv om franskmanden var involveret i det meste af Viborgs offensive spil, var han igen ikke med i scoringen, da midtbanespilleren Justin Lonwijk efter lidt mere end en halv time scorede fra en spids vinkel.
Det var Viborgs halvleg, og kort inden pausen blev føringen igen udbygget. Denne gang lykkedes det for Njoh at være med i en scoring.
Den lejede franskmand var først over riposten på forsøget fra Serginho, der inden da drev gæk med flere Vejle-spillere.
Pausen kom belejligt for Vejle, der kort inde i anden halvleg fik en tiltrængt opmuntring.
Den lejede FC København-angriber German Onugkha fortsatte de gode takter, da han stangede sit fjerde forårsmål i kassen.
Det skulle man tro, gav Vejle blod på tanden, men gæsternes efterfølgende tryk for at bringe spænding tilbage i kampen udeblev.
Viborg kontrollerede og gav dermed Vejle det første nederlag i foråret.
Holdet fra Nørreskoven indtager Superligaens sidsteplads med ti point, mens Viborg med sejren ligger nummer otte med god afstand både op og ned i tabellen.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk