I kapløbet om at blive fast førsteangriber på fodboldlandsholdet håber Manchester United-bomberen Rasmus Højlund, at han tirsdag får mulighed for at sætte et bedre aftryk i testkampen mod Litauen, end han gjorde i lørdags mod Nordirland.
Han havde en vanskelig aften i Parken, hvor han begik flere frispark, løb offside og havde unødvendige boldtab.
-Jeg ville gerne have spillet bedre. Jeg har store forventninger til mig selv, jeg ville gerne have gjort det bedre. Jeg håber at spille lidt flere minutter mod Litauen tirsdag og så gøre det bedre der, siger Rasmus Højlund.
Landstræner Brian Riemer tager en del af skylden for, at Højlund ikke lykkedes, da han fik chancen mod nordirerne.
-Jeg var super ærgerlig på Rasmus' vegne. Der var lagt op til, at han kunne have fået en super første halvleg mod Nordirland, men han endte med at blive lidt for isoleret, fordi Mikkel Damsgaard lå for bredt i banen.
-Det skulle jeg have været bedre til at få rettet til, for Rasmus havde svære vilkår, og vi fik ikke det ud af ham, som jeg havde håbet på, siger Brian Riemer.
Landstræneren behøver dog ikke være flink, når han efteranalyserer indsatsen, påpeger Højlund, der gerne tager hele ansvaret for sin mindre gode præstation i lørdags.
-Jeg stiller store krav til mig selv, og jeg ville gerne have håndteret nogle bolde bedre, end jeg gjorde mod Nordirland. Så kan man godt snakke om, om nogle spillere skulle have været tættere på mig eller ej, men generelt tager jeg min egen præstation på kappen.
-Jeg har spillet 25 landskampe og spiller for en af verdens største klubber, så jeg har en del erfaring, og jeg burde gøre det bedre, når vi møder sådan et hold, siger Højlund, der skal kæmpe med Mika Biereth om at blive makker med Kasper Dolberg mod Litauen.
Tirsdagens landskamp er den sidste før sommerferien.
Selv om der ikke venter andre kampe lige foreløbig, kan Højlunds navn meget vel optræde flittigt i særligt de engelske medier i de kommende uger. Der er allerede flere rygter om danskerens fremtid, men selv regner han med at blive i Manchester United.
-Jeg har en lang kontrakt, og jeg regner med at skulle spille i Manchester United. Jeg glæder mig til at gå på sommerferie, og bagefter er jeg fuldt dedikeret til det projekt, der er i gang.
-Jeg prøver at holde mig væk fra rygter. Jeg får ikke noget ud af at læse mig frem til noget, for jeg kender fakta, og det er, at jeg har en lang kontrakt med Manchester United, siger den danske angriber.
Opgøret mellem Danmark og Litauen begynder klokken 19.00.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk