En AC Milan-hjemmekamp i Serie A i den australske by Perth.
Det kunne meget vel blive en realitet i den kommende sæson.
Milano-klubben har i hvert fald fået tommel op fra Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) til den plan.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Det drejer sig specifikt om Milans hjemmebanekamp i den første weekend i februar mod Como.
Grunden til, at Milan vil rykke kampen fra holdets normale hjemmebane, San Siro, er, at San Siro skal bruges til åbningsceremonien til vinter-OL, der afvikles i Norditalien fra 6. til 22. februar.
-Forbundet har givet en positiv melding på Milans forespørgsel om at spille kampen mod Como i Perth, lyder det fra FIGC i en udtalelse.
-Dermed kommer vi tættere på det, der vil blive en historisk udlandstur for en Serie A-kamp.
Det er dog langtfra sikkert, at kampen ender i Perth.
Der mangler stadig en godkendelse fra Det Australske Fodboldforbund, Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC) og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Skulle kampen ende med at blive spillet i Perth, vil det være første gang, at en Serie A-kamp spilles uden for de italienske grænser.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk