AaB skriver på sin hjemmeside, at bestyrelsesformand Jan Peters stopper i sin rolle og udtræder af bestyrelsen.
-Den seneste udvikling i og omkring klubben har vist behovet for og ønsket om forandring, og at jeg trækker mig, skal opfattes som et klart tegn på vores ambition om at gøre, hvad der er bedst for AaB på nuværende tidspunkt, siger Jan Peters.
Jesper Brøchner Thing, der har en fortid som CFO hos Eurowind Energy og aktuelt er i rollen som fungerende bestyrelsesformand i EnergyTech Estate A/S og Investeringsforeningen Stonehenge, ventes at blive valgt som ny formand snarest.
Derudover meddeler SSE22, at de trækker sig fra den daglige drift af AaB, som reaktion på den seneste tids uro.
-Med disse ændringer sender AaB et klart signal om vigtigheden af og respekten for lokalsamfundet, som er bygget på kerneværdierne respekt, sammenhold og inklusion. Klubben har aldrig og vil aldrig tolerere nogen form for dårlig opførsel eller manglende respekt. Den klare ambition må nu være at rette fokus mod den sportslige udvikling, så vi står bedst muligt rustet til den første turneringskamp i juli, hvor målet må være klart: at bringe AaB tilbage til 3F Superligaen, slutter Jan Peters.
AaB meddeler videre, at de har modtaget et bud på Kasper Davidsen og forhandler om et salg.