De fleste danske fodboldfans kender formentlig Kim Vilfort.
Det var trods alt midtbanespilleren, der scorede 2-0-målet mod Tyskland i EM-finalen i 1992.
Men langt de fleste kender formentlig også Kim Vilfort for sine bedrifter i Brøndby-trøjen, hvor det blev til i alt 470 kampe og imponerende syv danske mesterskaber i den gule trøje.
Men hvor god var Kim Vilfort egentlig?
Det spørgsmål stillede TV3 SPORTs reportere Niklas Lind og Emil Johnsen sig selv forud for et derby mellem Brøndby og FC København tilbage i april 2016.
De stod nemlig for at lave optakt til optakten til braget mellem de to københavnske storklubber.
I første omgang gik researchen ud på at finde ud af, hvor god Kim Vilfort havde været i datidens managerspil til computeren.
Her var Kim Vilfort tydeligvis regnet for en af de bedste spillere i europæisk topfodbold.
Men step 2 i researchprocessen var naturligvis at stille Kim Vilfort spørgsmålet:
Er det en overdrivelse at sige, at du var en af Europas bedste fodboldspillere på det tidspunkt, spørger Emil Johnsen således undervejs i interviewet, som du kan se herover.
Kim Vilfort erklærer først, at han slet ikke kendte spillet (yeah right) og efterfølgende svarer han på spørgsmål omkring sine egne kvaliteter, mens hans nøgletal i Championship Manager 2-spillet fra 1996 holdes op imod en anden kendt fodboldspiller, argentinske Lionel Messi.
Her kan du se det fantastiske interview, hvor Kim Vilfort bliver bedt om at sammenligne sig selv med Lionel Messi.
Den i dag 32-årige argentiner har til dato scoret 603 mål i 687 kampe for Barcelona, og han er desuden blevet kåret som verdens bedste fodboldspiller ved foreløbigt fem lejligheder.
Han har vundet det spanske mesterskab 10 gange og har desuden fire Champions League-titler på CV'et.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk