Oprindeligt skulle det først være sket fra sommeren 2026. Men på sin hjemmeside bekræfter DanskHåndbold, at Thomsen alligevel ikke skal varetage to stillinger på samme tid.
Det lå da også i kortene, da hendes nu tidligere arbejdsgiver CSM Bucuresti mandag meddelte, at Thomsen stoppede af personlige årsager.
-Jeg havde set frem til at blive landstræner på fuld tid næste sommer, og nu får jeg lov til at tage fat allerede i dag. Det er en fantastisk mulighed, som jeg er både stolt og taknemmelig over.
-Jeg ser frem til at dykke endnu mere ned i arbejdet med spillerne, holdet og hele miljøet omkring landsholdet, siger Helle Thomsen i pressemeddelelsen.
Ifølge Morten Henriksen, der er sportschef i DanskHåndbold, gavner det landsholdet, at den 54-årige træner kan koncentrere sig fuldt ud om at føre Danmark til succes.
-Vi havde stor tillid til modellen med en delt rolle det første år, men at Helle nu kan starte på fuldtid allerede fra dag ét, er en gevinst for alle.
-Det giver os bedre muligheder for at styrke samspillet mellem elite, talent og foreningshåndbold, siger han.
Det vides endnu ikke, hvem der bliver Helle Thomsens assistent på landsholdet.
Danmarks første opgave med Thomsen på sidelinjen er hjemmekampen mod Island 20. september i Frederikshavn.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk