Af Frits Ahlstrøm
Millioner af fjernseere oplevede udligningen på Veltins Arena i Gelsenkirchen den 19. november. Måske de også så, at den 27-årige forsvarsspiller i Liverpool FC få minutter før tid fik stukket en hvid seddel i hånden, kikkede på den og prompte rykkede fra sin plads i forsvaret op som centerforward.
Holland skulle bruge ét point for at besætte førstepladsen i puljen på en bedre målscore end Frankrig.
Det viste sig senere, at sedlen indeholdt en taktisk ændring; udtænkt af Dwight Lodewegs og Kees van Wonderen, de to assistenter for cheftræneren Ronald Koeman.
De overvejede at foreslå ændringen allerede i pausen, da Holland var bagud 2-0. Men ventede til fem minutter før tid, da Quincy Promes havde reduceret den tyske føring.
-Dwight gav mig sedlen med besked om at give den videre til van Dijk, har Ronald Koeman fortalt. Jeg læste ikke hvad der stod, men overlod den til Kenny Tete, der var nærmest sidelinjen. Den er til Virgil, råbte jeg. Tete videregav den til Matthijs de Ligt, som sørgede for, at Virgil van Dijk fik den.
Sedlen indeholdt en revideret taktisk formation: 3-4-1-2 med Virgil van Dijk som den ene af de to frontløbere.
Rafael van der Vaart, den tidligere FC Midtjylland-spiller, der var med landsholdet som analytiker, sikrede sig sedlen efter kampen og foreslog Ronald Koeman, at den skulle i glas og ramme og med på en auktion til fordel for Johan Cruyff Fonden; opkaldt efter alle tiders bedste hollandske spiller.
Ronald Koeman er ambassadør for Johan Cruyff Fonden, der tilgodeser børn verden over. Han var straks med på ideen, og forleden blev sedlen solgt for 35.000 euro (svarende til 261.000 danske kroner).
Beløbet er øremærket til en Johan Cruyff mini-bane i Sydafrika.
Auktionen indbragte sammenlagt 2¼ million kroner.