Thomas Frank og Tottenham har fået en optimal start på ligafasen i Champions League.
Danskerens mandskab levede op til favoritværdigheden ved at vinde 1-0 hjemme over spanske Villarreal i premiererunden tirsdag aften.
Tottenham sprudlede aldrig, men viste stabilitet og arbejdsiver gennem hele opgøret. Det var dog heller aldrig nødvendigt for Thomas Frank at satse for meget i offensiven, for hans hold førte stort set fra start til slut efter et mærkværdigt selvmål efter bare tre minutters spil.
Målet kan uomtvisteligt bogføres som et målmandsdrop.
Villarreal-keeper Luiz Junior dykkede ned mod et fladt og ufarligt indlæg, men på yderst mystisk vis formåede han at fumle bolden i eget net. Han græmmede sig over det miserable indgreb.
Thomas Frank vidste ikke helt, hvordan han skulle juble over den vigtige, men bizarre scoring. Hans spillere omfavnede svenskeren Lucas Bergvall, der havde fået det maksimale ud af et dårligt indlæg.
Trods tilløb til et 2-0-mål blev der ikke scoret yderligere i første halvleg.
Danskeren kunne gå tilfreds i omklædningsrummet efter sin første halvleg som cheftræner i Europas bedste klubturnering, men han var formentlig knap så tilfreds efter indledningen på anden halvleg.
Her begik hans spillere flere mærkværdige fejl og var tæt på at indkassere en udligning, men Tottenham slap med skrækken og genvandt siden kontrollen. Der var ingen panik før lukketid.
Om to uger skal den engelske storklub en tur til det nordlige Norge for at møde Bodø/Glimt i anden spillerunde. I forårets Europa League-semifinaler besejrede Tottenham den norske klub både ude og hjemme.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk