Leicester tager til sommer afsked med en af de helt store spillere i klubbens historie i form af frontløberen Jamie Vardy.
Det bekræfter Premier League-klubben torsdag på sin hjemmeside.
Vardy kom til klubben for en million pund fra Fleetwood Town i 2012 og har siden vist sig at være et af de bedste køb for pengene i fodboldverdenen.
Med 24 sæsonscoringer spillede han blandt andet en afgørende rolle i, at Leicester i 2015/16-sæsonen blev sensationel engelsk mester.
-Jamie er unik. Han er en speciel spiller og en endnu mere speciel person. Han har en plads i hjertet hos alle, der har en tilknytning til Leicester, og han har min dybeste respekt og kærlighed, siger klubformand Aiyawatt Srivaddhanaprabha.
Den engelske angriber har scoret næsten 200 mål for klubben.
Han var med i starten af opturen og spillede en stor rolle i Leicesters oprykning til Premier League i 2014 og etablerede sig efterfølgende som en stor ligaprofil med sine knivskarpe dybdeløb, der gjorde enhver Premier League-defensiv utryg.
I mesterskabssæsonen endte Vardy på en delt andenplads på Premier Leagues topscorerliste med 24 scoringer.
Han scorede undervejs i den sæson i 11 ligakampe i træk, hvilket ingen anden har matchet i ligaens historie. Derudover blev han i samme sæson kåret til årets spiller i Premier League.
Vardy stoppede ikke med at score i de efterfølgende sæsoner, og i 2019/20-sæsonen blev han ligatopscorer med 23 mål. Året efter løftede han som anfører FA Cup-trofæet efter en 1-0-sejr i finalen over Chelsea.
Selv om angriberen er 38 år, har han i indeværende sæson stadig været fast mand for Leicester og scoret 7 mål i 31 ligaoptrædener.
Det er uvist, hvad angriberens næste skridt i karrieren bliver.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk