Ifølge den argentinske TV-kanal TyC Sports, så vil Lionel Messi gøre comeback for Argentina i den kommende landskampspause, og skulle det ske, vil det være første gang i mere end otte måneder.
Barcelona-stjernen spillede senest for Argentina ved sommerens VM-slutrunde, og det har siden været usikkert, om Messi igen ville tørne ud for sit land.
Selv har han været relativ tavs, men angiveligt vil den midlertidige landstræner Lionel Scaloni meget gerne gøre brug af Messi i de kommende landskampe mod Venezuela og Marokko senere i marts.
Ifølge det argentinske medie vil Messi dog kun spille den ene af de to kampe - nemlig det første opgør mod Venezuela, der bliver spillet den 23. marts på Atletico Madrids hjemmebane Wanda Metropolitano. Angiveligt har Messi modsat ikke tænkt sig, at tage med holdet videre til Marokko, hvor den anden træningskamp spilles tre dage senere.
31-årige Messi har i alt spillet 128 kampe for Argentina med 65 mål til følge.