Af Frits Ahlstrøm
Det var denne gang Poul Højmose i anerkendelse af hans indsats for dansk kvindefodbold.
DBU ansatte Poul Højmose i 1987 med ansvaret for talentudvikling og de unge landshold. Det var med ham som cheftræner, at Danmark i 1998 vandt den første officielle turnering om Europa Mesterskabet for U/19-piger med en sejr på 4-3 over Frankrig i finalen.
Poul Højmose overtog A-landsholdet efter VM-slutrunden i USA i 1999; et job, han havde i de følgende seks år som den første fuldtidstræner i dansk kvinde-fodbold.
I 2001 var han en af initiativtagerne til ’Dansk kvinde-fodbold i verdenseliten’ – et projekt, der skabte grundlaget for den position, det danske landshold har opnået internationalt.
Inden Poul Højmose kom til DBU, førte han Idrætsforeningen Hjortshøj-Egå til det danske mesterskab to gange. Med på guldholdet var Susan Mackensie, som han nu har været gift med i snart 33 år. Hun præsterede 6 mål i 27 A-landskamp fra 1983 til 1993.
Den 70-årige Poul Højmose, som er uddannet typograf og skolelærer i pædagogik, historie og idræt, har i flere år haft talrige tillidshverv ved siden af fodbolden og sin egen nuværende selvstændige virksomhed, hvor han arbejder som coach, vejleder og mentor for nye unge ledere og for udfordrede og udsatte børn og unge.
Poul Højmose var med til lægge de første frø til den succes, fodbold for kvinder og piger har udviklet sig til at være. Ved indgangen til 2025 var der 79.851 aktive spillere, deraf 55.874 under 18 år.