FC Barcelona har lejet Marcus Rashford i den kommende sæson. Klubben har sikret sig en købsoption på den engelske landsholdsangriber, der er ejet af Manchester United. Det skriver Barcelona på sin hjemmeside.
27-årige Rashford har ifølge BBC Sport indvilget i at gå ned i løn, og det betyder, at Barcelona er i stand til at dække de fulde lønomkostninger.
Barcelona skal betale 35 millioner euro, hvis catalonierne ønsker at beholde Rashford permanent. Det svarer til 261 millioner danske kroner.
Manchester United sparer omkring 129 millioner i lønomkostninger i det kommende år, mens Rashford er udlejet, skriver BBC Sport.
Rashford trænede med sine nye holdkammerater tirsdag og forventes torsdag at rejse med resten af holdet til Japan på en træningstur i Asien.
Englænderen er noteret for 138 mål i 426 kampe for United siden debuten i 2016.
Debuten var imod FC Midtjylland, og Rashford scorede ved den lejlighed to gange i en 5-1-hjemmesejr i Europa League.
Det gjorde den dengang 18-årige Rashford til den yngste målscorer i Europa på det tidspunkt.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk