Mike Tullberg tiltræder på en fireårig aftale som cheftræner i FC Midtjylland. Det oplyser FCM på fodboldklubbens hjemmeside.
-Jeg har haft seks lærerige år i Dortmund, hvor jeg har arbejdet tæt sammen med nogle af de største talenter i Europa. Det var ikke en nem beslutning at forlade klubben, men jeg følte, at tiden var rigtig til at accelerere min karriere.
-Da muligheden i FC Midtjylland kom, var jeg ikke i tvivl. Her er værdier og ambitioner på linje med mine egne, siger Mike Tullberg til klubbens hjemmeside.
Tullberg overtager jobbet efter Thomas Thomasberg, der blev fyret i sidste uge og stod i spidsen for holdet for sidste gang i søndagens 3-1-sejr ude over Brøndby.
-Jeg tror på, at vi kan forene udviklingen af individuelle spillere med ambitionen om at vinde fodboldkampe. Vi skal være modige og fremadrettede både med og uden bold, og vi skal turde tage initiativet i kampene.
-Det handler om at skabe et hold, hvor disciplin og kollektivt arbejde går hånd i hånd med, at de individuelle kvaliteter kan udfolde sig, lyder det fra Tullberg.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk