Tadej Pogacar (UAE Emirates) tildelte onsdag rivalen Jonas Vingegaard (Visma) et stort slag i årets Tour de France.
På 5. etapes 33 kilometer lange enkeltstart var den forsvarende vinder ét minut og fem sekunder bedre end danskeren.
Allerbedst var dog Remco Evenepoel (Quick-Step), der vandt enkeltstarten i en tid på 36 minutter og 42 sekunder - 16 sekunder bedre end Pogacar.
Evenepoels tid var dog ikke nok til at overtage førertrøjen fra Mathieu van der Poel (Alpecin). I stedet er Tadej Pogacar ny mand i den gule trøje.
Sloveneren har et forspring på 42 sekunder ned til Evenepoel og 1 minut og 13 sekunder til Vingegaard, der nu er på løbets fjerdeplads.
Vingegaard måtte nøjes med en beskeden 13.-plads på enkeltstarten, hvor holdkammeraterne Edoardo Affini og Matteo Jorgenson var bedre som henholdsvis treer og nummer 11.
Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) blev nummer 19 og er nu tier samlet.
Flere stærke temporyttere befandt sig inden etapen blandt de 50 dårligste i klassementet, og derfor blev der fra start sat hurtige tider på den flade enkeltstart omkring Caen i det nordvestlige Frankrig.
Bedst af dem var Vismas Edoardo Affini, der med kaptajn Jonas Vingegaard med i bilen bagved for at inspicere ruten en sidste gang, gav alt, hvad cyklen kunne trække på ruten.
Italienerens bedste tid holdt i flere timer, før etapens storfavorit, verdensmester i enkeltstart Remco Evenepoel, kom i mål.
Som forventet kunne ingen konkurrere med det belgiske tempofænomen, der også vandt en enkeltstart i sidste års Tour de France.
Mere interessant var duellen mellem Pogacar og Vingegaard, der inden enkeltstarten var spået forholdsvis lige, efter at Vingegaard slog Pogacar på enkeltstarten i Critérium du Dauphiné.
Men det kunne danskeren ikke gentage onsdag i Caen, og han skal nu i offensiven for at tage tid tilbage på Pogacar.
Pogacar er nu ikke blot indehaver af Tourens førertrøje, men også bjergtrøjen og pointtrøjen.
Selv om Evenepoel ikke lykkedes med at tage den gule trøje, kan han trøste sig med at overtage den hvide ungdomstrøje fra Kevin Vauquelin (Arkea).
Franskmanden Vauquelin er dog fortsat på en imponerende tredjeplads i klassementet, inden Tour de France fortsætter med en kuperet etape mere torsdag.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk