Af Frits Ahlstrøm
Som titusindvis af fjernseerne på TV3+ og 74.642 tilskuere på Estadio Santigago Bernabéu bemærkede, forlod brasilianske Rodrygo banen i det 85. minut – med en fibersprængning.
Målmanden Thibaut Courtois derimod gennemførte kampen, men dagen derpå viste det sig – ifølge det spanske sportsdagblad Marca – at han havde pådraget sig en muskelskade i sit venstre ben.
Ingen af dem er derfor til rådighed lørdag aften mod FC Barcelona i El Clasico på Bernabéu, hvor Real Madrid også må undvære David Alaba og den langtidsskadede Dani Carvajal.
Det forventes, at Thibaut Courtois må holde pause i to uger. I så fald er han næppe heller med mod Valencia CF i La Liga og mod AC Milan i UEFA Champions League tirsdag 5. november.
Carlo Ancelotti anvender formentlig ukrainske Andriy Lunin, der spillede en nøglerolle i sidste sæson og med succes vikarierede for Thibaut Courtois.
Også FC Barcelona er i El Clasico uden sin 1. målmand (og anfører) Marc-André ter Stegen, som på grund af en skade forventes at være ude af spillet i resten af denne sæson.
Selv om FC Barcelona som erstatning for ham hvervede den polske landsholdsmålmand Wojciech Szczęsny, er det sandsynligt, at cheftræneren Hansi Flick bibeholder Iñaki Peña i startopstillingen.
Frits Ahlstrom
frits@ahlstromfootball.com