Kantspilleren Jacob Bruun Larsen er udtaget til det danske fodboldlandshold. Truppen til de kommende VM-kvalifikationskampe mod Skotland og Grækenland tæller nu 24 spillere.
Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) mandag på X.
-Landstræner Brian Riemer har indkaldt Jacob Bruun Larsen fra Burnley. Truppen tæller nu 24 spillere frem mod kampene mod Skotland og Grækenland, skriver DBU.
Jacob Bruun Larsen gjorde lørdag opmærksom på sig selv ved at lave en assist i Burnleys 2-3-nederlag ude til Manchester United i Premier League.
Burnley tabte kampen på et mål i overtiden af United-spilleren Bruno Fernandes, der scorede på et straffespark.
I weekenden opstod der samtidig tvivl om den danske landsholdsspiller Andreas Skov Olsen, der udgik med en mindre skade i en kamp for Wolfsburg.
Det er lang tid siden, at Jacob Bruun Larsen senest fik spilletid på det danske landshold. Det skete i ottendedelsfinalen ved EM mod Tyskland i sommeren 2024.
Jacob Bruun Larsen er noteret for syv landskampe i karrieren. Han debuterede i en testkamp mod Kosovo i 2019.
Danmark skal fredag aften møde Skotland, mens Grækenland venter i Athen tre dage senere.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk