Det koster Real Madrid-profilen Antonio Rüdiger seks karantænedage, at han tændte af i slutminutterne af den spanske pokalfinale i lørdags.
Det skriver nyhedsbureauet AFP tirsdag aften med henvisning til en afgørelse fra Det Spanske Fodboldforbund.
Real Madrid mangler at spille fem ligakampe i indeværende sæson, så karantænen rækker ind i næste sæson.
Rüdiger var blevet udskiftet i den forlængede spilletid af pokalfinalen, da han i kampens slutfase flippede helt ud i området foran udskiftningsbænken, mens han hold var på vej mod et nederlag til ærkerivalen FC Barcelona.
Optagelser viste, at flere Real-folk måtte holde ham tilbage fra at løbe mod kampens dommer i raseri.
Ifølge dommeren kastede Rüdiger en genstand efter ham, og Rüdiger fik ligesom flere holdkammerater rødt kort i den hektiske slutfase.
Derfor skal han nu sidde over i seks kampe, men det skulle han formentlig alligevel.
Tirsdag formiddag meddelte Real Madrid nemlig, at Rüdiger har gennemgået en meniskoperation i venstre knæ og ikke kommer i kamp lige foreløbig.
Spanske medier skriver, at han næppe spiller igen på denne side af sommerferien, og at han også glip af Nations Leagues Final 4-stævne for Tyskland og sandsynligvis også sommerens klub-VM.
Rüdiger har undskyldt sin opførsel i pokalfinalen.
Foruden Rüdiger blev også Lucas Vazquez og Jude Bellingham udvist i slutfasen af den ophedede finale. Vazquez har fået to karantænedage, mens Jude Bellingham har fået annulleret sit røde kort.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk